Langrend giver gode muligheder for at opbygge og træne kondition.

Langrendsløbere er uden tvivl de topidrætsfolk, der har den højeste iltoptagelse. Det har forskere ved flere lejligheder konkluderet.

Belastningen ved langrend varierer fra første til sidste stavtag, og pulsen veksler i takt med det afvekslende terræn. Op ad bakke kræver det mange kræfter for at få fremdrift på skiene. Hjertet skal ikke som i fx løb kun forsyne benene med store mængder ilt. Hele overkroppen skal også have sin dosis for at kunne bidrage til fremdriften.

Mange langrendsløbere når tæt på det maksimale iltoptag op ad en bakke. På toppen af bakken er det en ny teknik, der ændrer belastningen og giver mulighed for at komme sig. Når man bruger diagonalteknikken, er det mest benene, der belastes, mens det ved dobbelttag primært er overkroppen.

Hvis man følger pulsen gennem et langrendsløb, vil kurven være takket som et savblad. Det er svært at opnå en konstant belastning på hjertet, det bliver mere som en naturlig intervaltræning. Den varierede belastning bidrager til at gøre langrend til en effektiv form for konditionstræning.

Som begynder på et lavt konditionsniveau kan to-tre træningsture om ugen være nok for at opleve en forbedring af formen. I løbet af en måneds tid vil tendensen til at blive forpustet falde, det fysiske overskud øges, og tilfredsheden indfinder sig.

Konditionstræning får mere og mere opmærksomhed for den langsigtede effekt, hvor vi får et stærkere hjerte og reducerer risikoen for hjerte-karsygdomme. Vores energibalance bliver bedre, så vi lettere holder vægten og forebygger sukkersyge. Fedtforbrændingen forbedres, vi kommer i bedre humør og opbygger et stærkt immunforsvar. Forskningen peger på, at motion forebygger kræft, især i hormonrelateret kræft.

klide:IFORM